Rundvisning på museumsmarken 20. juni 2012.
(14. juni 2012 13:30)Pressemeddelelse
Vestfyns Hjemstavnsgaard i Gummerup: Trods det kølige og tørre vejr i flere perioder af foråret står afgrøderne godt, så planterne præsenterer sig realistisk og instruktivt.
Der er nyheder både mht. arts- og sortsvalg samt disposition af arealet. Man vil således lægge mærke til, at flere parceller er en hel del større end tidligere med det formål at give de besøgende en oplevelse af ”rigtige” marker – bl.a. med den ”nye”, gamle sort Hallands-hvede. Til gengæld er der så også et antal meget små parceller for at anskueliggøre den første opformering af materiale fra Nordisk Genbank i forbindelse med ”Projekt Korn på Fyn”.
Hertil kommer et antal roesorter – de fleste fra 1800-tallet – med Elvetham, indført til DK ca. 1860 som den ældste. Pga. indkrydsning fra andre sorter var denne helt atypisk, da vi begyndte en udvælgelse og opformering på Museumsmarken 2001. Nu 10 år senere ser vi resultatet i form af en ny ”genopstået” roe med ca. 95% af det oprindelige genmønster og det nye navn fra 2003, Gummerup.
En anden markant nyhed ligger i opformeringsprojektet omkring hør i samarbejde med Nordisk Genbank. Det drejer sig til en begyndelse om 12 ”nye” gamle spindhør-sorter og 1 oliehør-sort – udvalgt af NGB's i alt 408 hør-sorter. Der er fortrinsvis tale om ældre, danske sorter, som man i dag stort set mangler alle oplysninger om vedr. bl.a. dyrkningsforhold og anvendelighed i produktionen.
|
Fra sådagen på museumsmarken den 14. april 2012. Originalfoto: Margit Egdal. |
På baggrund af denne pressemeddelelse indbyder Museerne på Vestfyn og projektleder Børge Jensen til en rundvisning på forsøgsparcellen ved Hjemstavnsgården, Klaregade 23, Gummerup, 5620 Glamsbjerg, onsdag 20.6. fra kl. 19.30 – 21.00. Instruktiv folder uddeles, og en opdateret skiltning er på plads. Der gives en grundig indføring i planternes biologi og kulturhistorie samt deres plads i undervisning, forskning og produktion.
Deltagelse i arrangementet er gratis.