Gå til forsiden
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Urmagerhuset

 

Det store, solide bindingsværkshus blev bygget som selveje i 1776 og er smukt dekoreret med mønstermuring. Der er dog skelet til omkostningerne: Bagsiden af huset er ikke dekoreret. Huset blev bygget med to skorstene. Siden er en tredje skorsten føjet til bygningen.

Beboelsen bestod oprindelig af flere stuer: Overstuen, mellemstuen, forstuen og et bryggers. Ved siden af bryggerset var porten ind til huset, og ved siden af portindkørslen lå et mindre udhusrum. 

Denne oprindelige udformning af huset fra 1776 med beboelse, portindkørsel og udhusrum ses sjældent på Fyn. Derimod er denne type kendt fra øerne omkring Fyn - Als, Ærø og Lyø.

En 8-fags lade i nord, parallelt med stuehuset, nævnes første gang i skødet fra 1793, da Michel Jensens enke sælger huset til urmager Wibye. Ladebygningen nævnes hverken ved en pantsætning af huset i 1778 eller i skødet i 1785. Men det lille husmandsbrug, der ved udskiftningen i 1793 blev ansat til 2 skpr. hartkorn, har altså haft brug for mere lade – og udhusplads. Ladebygningen blev senere afløst af en vestlig vinkelbygning på stuehuset, som ikke findes i dag.

   

Urmagerhusets ejere gennem tiden

Opført af væver Jørgen Nielsen i Køng, som boede i huset med sin hustru Anne Margrethe Jørgensdatter – som det fremgår af dørhammerens inskription. Ifølge skøde – og panteprotokoller pantsatte han hus, jord og bohave flere gange i 1770’erne og 1780’erne. Der er derfor noget, der tyder på, at han forbyggede sig ved opførelsen af huset i 1776. Han solgte huset i 1785 for at flytte til en ejendom ved Fiskerhuset ved Søholm Gods. Desværre ser det ikke ud til at havde forbedret væverens økonomi. I den følgende tid blev ikke kun hus og jord pantsat men også bohavet.           

Ejere af Urmagerhuset:

1776-85: Jørgen Nielsen, væver i Køng.

1785-93: Michel Jensen, hollænder (dvs. mejerist) på Brahesborg.

1793-1829: Johan Christopher (Bondesen) Wibye, urmager.

1829-67: Peder Pedersen, væver.

1867-73: Rasmus Pedersen.

1873-73: Marie Cathrine Pedersen.

1873-1907: Rasmus Nielsen

1907-41: Niels Peder Andersen

1941: Emil Pedersen

1941-1943: Aksel Ellemann, proprietær

1943- (73): Jørgen Oluf Stougaard, proprietær.

Urmager J. C. Wibye boede i Urmagerhuset sammen med sin hustru Karen Andersdatter(død i 1854, 90 år gammel), sin far, urmager Bonde Wibye (død i 1815, 85 år gammel) og sin mor, Sara Hansdatter (død i 1808, 86 år gammel).

På sin dødsdag d. 29. juni 1829 solgte Johan Wibye ejendommen til sin svigersøn, væver Peder Pedersen. Datteren Marie Cathrine Johansdatter blev gift første gang i 1821 med en smedesvend Peder Jensen. Efter mandens død giftede hun sig med væver Peder Pedersen i 1828. Efter hustruens tidlige død i 1830, giftede Peder Pedersen sig med Sidsel Larsdatter i 1831. Begge blev boende i Urmagerhuset sammen med Wibyes enke Karen Andersdatter. Efter mandens død fik svigersønnen Rasmus Pedersen i 1867 skøde på ejendommen. Efter Rasmus Pedersens død giftede Marie Cathrine Pedersen sig med Rasmus Nielsen 1873 og samme år fik Rasmus Nielsen skøde på ejendommen. I 1907 solgte Rasmus Nielsens arvinger til Niels Peder Andersen, som blev gift med datteren Ane Elisabet Rasmusdatter, og i 1941 købte Emil Pedersen huset, som han samme år videresolgte til proprietær Aksel Ellemann fra ”Bonnegård”. I 1943 købte gårdejer Jørgen Oluf Stougaard Urmagerhuset sammen med ”Bonnegård”. I de sidste år tjente Urmagerhuset hovedsagelig som fodermesterhus.

 

Urmagererhvervet:

I daglig tale kalder man et standur i en høj trækasse for en Bornholmer. Men det var ikke kun på Bornholm, at der blev lavet standure. I år 1800 var der f.eks. mindst 32 urmagere på Fyn. Lidt over halvdelen var bosat i byens købstæder, mens resten havde deres værksted i en mindre landsby. Egentlig skulle de fleste håndværk udføres i købstæderne, mens kun ganske få landhåndværk måtte udføres i landsbyerne. Men urmagererhvervet var nyt, og det var derfor ikke omfattet af alle de regler og bestemmelser, som blev håndhævet af købstædernes håndværkerlaug.

Urmagerne kunne derfor frit bosætte sig på landet, hvilket sikkert på visse områder har været en fordel. Urmageren var tæt på sine kunder, og konkurrencen i forhold til importerede ure har heller ikke været så stor på landet. Samtidig var det normalt, at mange håndværkere på landet supplerede deres indtægter med et lille husmandsbrug.

Det vides ikke, hvor Bonde Wibye lærte urmagerhåndværket. I 1760 da han var 30 år gammel, hører vi om ham for første gang. På dette tidspunkt boede han i Nørre Broby, hvor han ernærede sig som urmager. Senere samme år fæstede han et hus i Brobyværk, hvor han indrettede et værksted. Fra dette sted kender vi flere urværker. Det ældste kendte værk fra Bonde Wibyes hånd er fra 1772. Det er både signeret, dateret om nummereret. Få år senere fik Bonde Wibye hjælp af sin søn Johan Christopher Wibye, som kun 12 år gammel signerede en urskive. Forretningen må være gået godt, for Bonde Wibye var i stand til at købe huset i Køng i 1793 for 650 rigsdaler.

Huset bestod i 1793 af to længer – et stuehus og en lade. Til ejendommen hørte desuden et køkken – og frugthave og lidt jord. Bonde Wibye var kendt som en dygtig biavler, som avlede blomster til sine bier.

Hvor i stuehuset de to urmagere arbejdede, er svært at sige. Det fine urmagerhåndværk krævede lys, så den ene af stuerne har sandsynligvis været indrettet som værksted.  

Tilsammen lavede Bonde Wibye og Johan Christopher Wibye hen ved 1000 ure, som de nummererede med fortløbende numre. Men samarbejdet ophørte omkring 1810. Bonde Wibye blev syg og døde fem år senere. Da Bonde Wibye trak sig ud af arbejdet, påbegyndte J.C. Wibye en ny nummerrække. Den nye nummerrække startede dog ikke ved nr. 1 men omkring 250. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at J. C. Wibye havde holdt styr på det antal ure, han selv havde fremstillet. Da faderen trak sig ud af firmaet, fortsatte han bare, som om han altid havde haft sin egen nummerrække. 

Den gode urmagerforretning fortsatte i Køng. Årene omkring 1800 var gode år for urmagerne, og kunderne kom kørende langvejsfra til Urmagerhuset i Køng. Her blev der indrettet en rejsestald, så kundernes heste kunne opstaldes, mens købet stod på.

Den gennemsnitlige produktionstid for et urværk var ca. en måned alt afhængigt af urtype. Urmagerne kunne lave både døgnværker og ottedagesværker, og prisforskellen var så stor, at urene blev kaldt husmandsklokker og gårdmandsklokker. Som ekstra detalje kunne urene forsynes med angivelse af månefaser, datoviser, sekundviser og repeterværk, som gjorde det muligt at få gentaget det sidste klokkeslag. Selv om der er variationer, er der også mange fællestræk ved Køng-urene. Det gælder f.eks. den lille silhuet af en fugl, der symboliserer tidens gang. Fuglen er fæstnet til pendulet og svinger frem og tilbage i takt med pendulet.

Udover selve urværket var der mange andre overvejelser, som man som køber af et Køng-ur skulle gøre sig. Selve urkassen skulle fremstilles af en snedker, og urkassen skulle dekoreres af en gørtler. Disse håndværkere har sandsynligvis boet i nærområdet, så kunden kunne forhandle detaljerne med det samme. Det har været en bekostelig sag at anskaffe sig et standur. Et ur fra tiden i Brobyværk kostede 40 rigsdaler – 1/16 af Urmagerhusets pris i 1793.

   

Flytningen til Hjemstavnsgården

Natten mellem d. 19. og 20. december 1973 brændte huset på Fladmosevej i Køng. Taget blev ødelagt, og indboet raseret. Bindingsværket af egetræ blev bevaret sammen med den gamle to-fløjede hoveddør, en dørhammer med inskriptionen ”INS AMID – Anno 1776” og nogle fine gamle døre med én fyldning og profilerede indfatninger.

Fonden for Bygnings – og Landskabskultur var på udkig efter en passende bindingsværksbygning, som kunne genopføres i Brobyværk på en grund ejet af fonden i nærheden af den gamle vandmølle. Det var derfor nærliggende at kigge på Urmagerhuset, som blev opmålt, nummereret og fotograferet af maleren og arkitekten Hans Krog i 1974.

De stedlige myndigheder var ikke velvilligt stemt overfor planerne om at opføre huset i Brobyværk. I 1975 blev det derfor vederlagsfrit overdraget til Vestfyns Hjemstavnsforening. I løbet af de efterfølgende år arbejdede mange frivillige på det store projekt at genopføre Urmagerhuset.

Urmagerhuset blev genopført i årene 1977-1979. Tirsdag d. 27. oktober 1977 blev der afholdt rejsegilde, og i 1979 kunne man så langt om længe tage huset i brug som udstillingsbygning, arkiv, butik og museumskontor. D. 12. juni 1981 blev Urmagerhuset indviet på Vestfyns Hjemstavnsgård.

   

 

Har du lyst til at vide endnu mere om Sydfyns lokalhistorie så sælger vi både bøger og DVD film i vores Web-shop.

 

Ernsts Samlinger

Østergade 57

5610 Assens

klik her

 

Willemoesgaarden

Østergade 36

5610 Assens

klik her

    

Toldbodhus              

Nordre Havnevej 19        

5610 Assens

klik her

administration

Østergade 57 A

5610 Assens

Tlf. 64 71 31 90

Mail: post@museumvestfyn.dk

 

 

 

assens lokalarkiv

Foreningshuset Gasværket

Ramsherred 52 

5610 Assens

Tlf. 64 71 31 90

klik her

 

 

 

 

Så er det sidste nyhedsbrev i 2017 udsendt.
Efterår = Temaonsdage. På Museum Vestfyn betyder efterår temaonsdage.