Gå til forsiden
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Danmarks historie

 

Slaget på Reden

 

Danmarkshistoriens mest berømte søslag fandt sted Skærtorsdag den 2. april 1801. Scenen var sat til kamp mellem den krigsvante engelske flåde, og det flydende, i hast samlede og organiserede, danske forsvar.

  

Optakt

 

”Megen ære, men ringe håb”

 

Den danske øverstbefalende, kommandør Olfert Fischer, var helt på det rene med sejrschancerne. Mulighederne for at vinde slaget var stort set ikke-eksisterende.

Det ændrede dog ikke på indstillingen. Kampen var uundgåelig, og målet måtte være at gøre så hårdnakket og kompetent modstand som overhovedet muligt. Men det var hårde odds, danskerne var oppe imod.

 

Engelske fordele

 

Sir Hyde Parker og Lord Horatio Nelson havde 50 % flere kanoner til deres rådighed. 

 

Den engelske eskadre havde mulighed for at manøvrere sine fartøjer i position til langskibs beskydning. De danske fartøjer var svinebundet med sværankre i hvert hjørne og kunne derfor ikke svaje mod fjendens ild.

  

Kun halvdelen af Olfert Fischers mandskab var professionelle. De engelske besætninger havde alle masser af erfaring under bæltet.

 

Defensionsliniens 18 fartøjer bestod for hovedpartens vedkommende af ældre, brøstfældige eller endog udrangerede skibe. Det var ikke den regulære flåde, der tog imod Nelson, men tværtimod en række ”bolværksskibe” til beskyttelse af de flådestyrker, som lå i inderhavnen Flådens leje.

 

Alligevel var der en smule håb.

 

Danske chancer

 

Ganske vist havde englænderne fordelen af at kunne manøvrere deres fartøjer, men positioneringer skulle foregå i ukendt farvand og under voldsom beskydning. Skibe risikerede at gå på grund, springe læk eller lægge sig i vejen for hinanden.

 

Den danske linie skulle langt hen ad vejen kæmpe for rigets fortsatte beståen. Det engelske mandskab kæmpede ”blot” for endnu en sejr. Motivationsfaktoren måtte alt andet lige være i dansk favør.

 

Strategier

 

Lord Nelsons plan

 

Klokken halv elleve løsnede det gamle kongeskib ”Christian den VII” første skud fra underste batteridæk. Skibet havde i sin tid været Danmarks sidste tredækker, men ganske symbolsk var fartøjet i forbindelse med slaget blevet omdannet til blokskib, det tredje kanondæk fjernet og kongenavnet strøget til fordel for det mere neutrale ”Prøvestenen”.

Affyringen blev den første i lang række af skudafgivelser, for i den kraftige sydøstenvind passerede de engelske orlogsfartøjer ét efter ét forbi ”Prøvestenen” på deres vej op i Kongedybet.

Den øverstbefalende for eskadren, Sir Hyde Parker, havde overladt den fysiske ledelse af slaget til Lord Nelson, som til gengæld havde lovet, at den danske flåde ville være erobret i løbet af et par timer. Det var selvtillidsfulde, men realistiske ord. Planen var at engagere fjenden på så tæt hold som overhovedet muligt, for derved at udnytte overlegenheden i kanoner bedst muligt. Angrebet skulle spredes ud over en bred front med særlig fokus på midten af den danske linie. Forventningen var, at linien her ville kollapse under massivt tryk, og Nelson tog derfor ophold ombord på todækkeren ”Elephant” i centrum af den engelske styrke.

 

Danskernes held

 

Nelsons optimistiske forudsigelse kom ikke til at holde stik. For det første viste vejen til Kongedybet sig vanskeligere end forudset. De sandede banker på Middelgrunden skulle rundes, og ikke færre end tre engelske linieskibe gik på grund. Det betød, at Nelsons forventning om at kunne angribe den samlede danske linie ikke kunne opfyldes, og at man i stedet måtte nøjes med at koncentrere sig om centrum og den sydlige del.

Ønsket om at komme så tæt på danskerne som muligt viste sig ligeledes umuligt at opfylde. De engelske lodser forventede, at den danske linie ville placere sig tæt på land for dermed at beskytte sig selv bedst muligt, men Olfert Fischer tænkte ikke kun på sit flydende forsvar. København og Flådens Leje skulle også beskyttes, og derfor blev linien placeret et stykke ude i Kongedybet. Denne beslutning blev i realiteten afgørende for slagets forløb, for englænderne lagde sig godt mod øst af angst for grundstødning, og dermed blev skudafstanden hele 600 meter, hvilket var dobbelt så langt som projekteret.

   

Deltagerne

 

De professionelle

 

Slaget på Reden varede mere end 4 ½ time, blev udkæmpet fra godt 40 fartøjer og et fort og involverede i alt 10.000 mand fordelt på begge sider. Af de 10.000 omkom eller forsvandt næsten 1000, hovedparten danskere.

Eller rettere; danskere og nordmænd. Helstaten Danmark omfattede også Norge samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og derfor kom en stor del af de deltagende matroser fra søfartsnationen Norge. De dansk/norske matroser var en del af det professionelle mandskab, som i øvrigt udgjordes af officerer, underofficerer og soldater fra Marinekorpset. Alt i alt var der ca. 50 % professionelle deltagere på dansk side i Slaget på Reden, men langt hovedparten af dem stod reelt også uden regulær krigserfaring, for der havde været fred i Danmark i 80 år.

 

De frivillige og de pressede

 

De frivillige var fortrinsvis håndværkere og arbejdsmænd, de fleste fra København. Borgerskabets sønner glimrede ved deres fravær, ikke fordi de var mindre villige til at deltage, men fordi man i disse kredse i stedet formerede frivillige korps og borgervæbninger.

Selv om de frivillige var håndværkssvende og arbejdsmænd, var der dog stor forskel på fremmødet fra erhverv til erhverv. Bagere var livsnødvendige for byens eksistens – og kunne bruge det som undskyldning - så stort set ingen bagersvende deltog. Det stod i modsætning til de fleste andre håndværkslav, datidens arbejdsgiverorganisationer, som skulle tilbyde en række svende og læredrenge som frivillige. Man kan nok stille spørgsmålstegn ved denne frivillighed, men deltagelsen var ikke desto mindre markant. Blandt arbejdsmændene var der især mange bryggerkarle på listerne. Frivillige fra Sjælland, Fyn og Jylland mødte også op, men rejsetiden var så lang, at mange først nåede frem, da slaget var historie. Det gjaldt dog ikke syv mand fra Middelfart, som nåede til hovedstaden den 1. april. De blev uden tøven sat ombord på artilleriprammen Nyborg; kun fire forlod skibet i live.

Godt 200 pressede deltog i Slaget på Reden og deres oplevelser må have været noget af det mest forfærdelige, et menneske kunne blive udsat for. Peter Willemoes bemærkning om et af de pressede besætningsmedlemmer, Hendrik Lemberg fra Helsingør, dækker formentlig ikke kun hans ubarmhjertige skæbne. Lemberg: ”gik fra forstanden under bataljen og døde straks derpå”.

 

Brevet

 

Slaget på Reden blev vundet af englænderne. Da kampen var ovre, besad de det Kongedyb, som danskerne havde forsvaret.

Men der var malurt i sejrsbægeret. For slaget blev vundet ved en blanding af artillerimæssig overlegenhed og regulær krigslist, og det var langtfra alle englændere, som var stolte af den måde, resultatet var kommet til veje på. Ganske vist havde de engelske besætninger vist deres overlegenhed i betjeningen af de mange kanoner, men Lord Nelson havde også skrevet et regulært ultimatum stilet direkte til den danske kronprins med den tvivlsomme ordlyd:

 

”Til de engelskes brødre, de danske. Lord Nelson har ordrer til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand. Men hvis skydningen fortsættes fra dansk side, vil Lord Nelson blive nødsaget til at opbrænde alle de flydende batterier, han har erobret, uden at det vil stå i hans magt at frelse de tapre danske, der har forsvaret dem.”

 

Nelson hævdede, at det gådefulde brev var foranlediget af menneskelighed, men kølig beregning må formodes også at have spillet en rolle. Brevet blev således sendt med rochalup kl. to, på et tidspunkt, hvor englænderne endnu ikke havde erobret et eneste batteri. Ydermere havde Nelson og alle deltagende skibschefer tre kvarter tidligere modtaget ordre fra Parker om at trække sig ud af kampen. Ordren var ikke blevet adlydt, men alene det at Sir Hyde Parker turde vurdere, at slaget ikke kunne vindes indikerer, at Nelsons eskadre på daværende tidspunkt havde nok at se til.

Men klokken to var situationen trods alt en noget anden, på trods af de manglende batteriovertagelser. Englænderne var ved at få overtaget, og da parlamentæren endelig nåede land på kastelspynten klokken tre, stod det klart, at Nelson havde vurderet situationen korrekt. Den lille chalup havde måttet tilbagelægge vejen bag om den engelske linie for ikke at blive beskudt af de endnu kæmpende danskere, og det havde blot været et spørgsmål om tid, før den danske kampkraft blev knækket. Da kronprins Frederik tog imod brevet, og fik det oversat, besluttede han, at kampen skulle indstilles. Slaget var tabt.

 

Mandskabets perspektiv

 

Mere end 10.000 mand deltog i Slaget på Reden. Fælles for dem alle var døden og vanviddets nærvær, og Hendrik Lemberg var blot én af de forrykte.

Overalt på de forskellige fartøjer har det krævet nærmest umenneskelig styrke at bakse en 2 ton tung forladekanon ombord på et blodigt dæk, alt imens lyden af skrig fra de sårede flængede den krudtrøgsfyldte luft. Det hele i bevidstheden om, at hvis man ikke betjente sin kanon kompetent, roligt og metodisk, ville den springe i luften og slukke livet på et splitsekund. Eller måske endnu værre: tanken om at en modstanders kugle hvert øjeblik det skulle være kunne knuse skibssiden og sende en regn af lemlæstende træsplinter mod én. Den mulige død ville da først indtræffe efter et mareridt af pinsler; enten som følge af sårenes alvor eller på grund den allestedsnærværende infektionsfare. De 15 Rigsdaler, som hvert besætningsmedlem var blevet lovet for deltagelse i Slaget på Reden var en fattig trøst.

 

Ernsts Samlinger

Østergade 57

5610 Assens

klik her

 

Willemoesgaarden

Østergade 36

5610 Assens

klik her

    

Toldbodhus              

Nordre Havnevej 19        

5610 Assens

klik her

administration

Østergade 57 A

5610 Assens

Tlf. 64 71 31 90

Mail: post@museumvestfyn.dk

 

 

 

assens lokalarkiv

Foreningshuset Gasværket

Ramsherred 52 

5610 Assens

Tlf. 64 71 31 90

klik her

 

 

 

 

Må vi præsentere den nye årsbrochure for Museum Vestfyn.
Museum Vestfyn indgår som sparringspartner i et samarbejde om at udvikle dilemmabaseret historieformidling.
Særudstillingen NEXT STOP kan opleves fra d. 8. april til og med d. 17. december i Willemoesgaarden.
Fra det spanske tidsskrift ESTUCO præsenterer Museum Vestfyn sin artikel på engelsk om Ernsts Samlinger.